Om TL Red Liv

Vores vision er at gøre det mere sikkert at være til i Danmark. Ved at gøre vores kurser tilgængelig flere steder i landet gør vi det mere tilgængeligt for den enkelte medborger at kunne deltage aktivt i et mere sikkert Danmark. Da vores kurser bliver holdt af folk med store kompetencer inden for hvert felt, sikrer vi også at folk der deltager kommer ud med større viden end før.

TL Red Liv organisationen eksisterer ikke for at skabe profit. Vi eksisterer for at hjælpe vores medborgere. Organisationen skal selvfølgelig vokse og udvikle sig ligesom andre organisationer, men hovedvisionen er stadig at tilbyde gode kompetente førstehjælpskurser, brandkurser eller generel hjælp til svære hverdagssituationer.

Historien bag

TL Red Liv er opstået på baggrund af et ønske om at gøre en forskel, da stifteren Thomas selv tidligere har været ramt af stress og dertilhørende depression, og således har et ønske om at nå ud til folk og sprede budskabet om, at alle kan gøre en forskel. Vi brænder for projektet, og for at gøre TL Red Liv til et bedre og billigere alternativ end hvad der ellers er på markedet.

Teamet bag TL Red Liv spænder bredt, både i aldersfordeling og i kompetencer. Dette giver nogle fordele og styrker som vi sætter stor pris på. Vi er et team med medarbejdere, som har forskellige baggrunde og kerneområder, som eksempelvis førstehjælp, psykisk førstehjælp, elementær brandbekæmpelse, førstehjælp til dyr, fysioterapi, psykologi, kostvejleder, personlig træner, akupunktur, før og efter fødselsforberedelser og massage. Derudover har vi jordmødre og sundhedsplejesker tilknyttet.

Vi støtter

Familier med kræftramte børn

Thomas har valgt at støtte foreningen Familier med kræftramte børn da foreningen i hans søns sygdomsperiode gjorde en enorm forskel for hans søn og familie, og den dag i dag, stadig gør.

Hvert år får ca. 160 børn under 14 år i Danmark konstateret kræft. Det betyder store omvæltninger for de familier, der rammes. Der er ikke altid overskud og mulighed for at gøre de ting, familier normalt gør, fx. gå en tur i biografen, i Zoo, eller tage ud at rejse.

Familierne er isolerede fra omverdenen i lange perioder pga. de syge børns meget svækkede immunforsvar. Alle disse familier har brug for, bare en gang imellem at gøre og lave ting, der er en selvfølge for mange andre børn og familier. Derfor forsøger vi at hjælpe de mange, der har brug for nogle lyspunkter, rådgivning og støtte i en opslidende tid hvor lykken ikke tilsmiler dem.

BrandFolkenes Cancerforening

Thomas støtter BrandFolkens Cancerforening, da han selv har en baggrund som brandmand.

TL Red Liv er glade for at støtte BrandFolkenes Cancerforening BFC i arbejdet for at sikre brandfolks helbred. Alle undersøgelser viser, at brandfolk har en markant højere risiko for at få visse kræftformer end resten af befolkningen.

Røg, sod, benzen, formaldehyd og dieselos er nogle af elementerne i den cocktail, brandfolk bliver udsat for. Bl.a. rammes mandlige af prostatakræft og kvindelige brandfolk af brystkræft. ”Derfor bør Danmark gå i Canadas, USA’s og Australiens fodspor og anerkende 14 kræftformer som erhvervssygdomme” siger BFC formand Tommy Bækgaard Kjær. ”

TL Red Liv opfordrer til at blive støttemedlem og dermed være med til at redde dem der redder andre, det koster kun 35 kroner men betyder alverden for brandfolk”

Her kan du støtte BFC: http://www.brandcancer.dk/bliv-medlem/